LIVSFILOSOFI

"Vejen, der ikke starter i hjertet,
ender blindt"

Social Entreprenør uden at vide det

Under mit afsluttende eksamensprojekt hos Kaospiloterne fik jeg en idé. Jeg ville tage en dansk pølsevogn på en velfortjent ferie i Europa for at støtte oversete børneafdelinger på Skejby Sygehus i Aarhus. Projektet blev en stor succes, hvilket fik mig til at investere i en klassisk dansk pølsevogn. Med denne pølsevogn ville jeg rejse rundt i verden for at inspirere og skabe positiv social forandring for udsatte børn lokalt og globalt.

Drømmen var at skabe Verdens mest berejste Pølsevogn og med den blev jeg social entreprenør uden at vide det førend mange år efter, da Aarhus Universitet bad mig skrive min historie som case til undervisningen i socialt entreprenørskab.

Jeg har siden 2003 været selvstændig erhvervsdrivende med Verdens mest berejste Pølsevogn som omdrejningspunkt. Pølsevognen er dog ikke det eneste jeg foretager mig. Jeg underviser, holder foredrag og arbejder ligeledes som organisationskonsulent. Desuden er jeg også medejer af to andre virksomheder. Disse kan du læse om nederst på siden.

Før jeg blev uddannet Kaospilot, havde jeg bestået en handelseksamen, taget kurser i kunst samt industriel- og grafisk design. Ligeledes har jeg arbejdet nogle år som instruktør i teambuilding, fået livs- og arbejdserfaring gennem længere ophold i USA og Schweiz samt kortere ophold i Durban, Vancouver, Los Angeles, Lyme Regis (UK) og Shanghai.

Foruden ovenstående er jeg medlem af Zonta Aarhus II, der har til formål at fremme kvinders vilkår nationalt og globalt. I 2011 valgte de at støtte Verdens mest berejste Pølsevogns projekter i Sydafrika og Indien. Herefter blev jeg inviteret med som medlem.

"Sociale entrepreneurer er nødvendige, hvis vi overhovedet skal udvikle nye modeller for samfundet i det nye århundrede."
Gregory Dees
Standford University, Californien, USA
"Social Entrepreneurship er idéen om, at iværksættere på en gang både kan tjene penge og samtidig gavne lokalsamfundet, svage grupper og diverse sociale strukturer."
Aarhus Universitet

Pral

Grundet mit virke som social entreprenør deltog jeg i 2013 i en analyse af felterne CSR og social innovation. Analysen var et samarbejde mellem social- og integrationsministeriet samt det nu nedlagte Center for Social Økonomi, der havde til formål at styrke og udbrede socialøkonomi i Danmark.

Min erfaring siden 2003 som social entreprenør og derigennem samarbejde med private virksomheder var værdifuld i denne sammenhæng. Som én fra Center for Social Økonomi sagde: ”Jamen, du ER jo best case scenario.”.

Vil du vide mere om analysen omhandlende CSR-partnerskaber mellem sociale virksomheder og private virksomheder? Så kan du tage et kig i følgende rapporter.

Den lange version eller den korte version

I 2017 spurgte jeg mit advisory board, om hvordan vi kan gøre en større forskel med samme indsats. Vi har alle en passion for at gøre godt og qua vores kompetencer kom ønsket om at hjælpe virksomheder med at blive grønnere. 
Global GGW blev født.

Vi lancerede Global GGW i foråret 2019, og både Mr. Hiremath og Professor Anders Drejer er medejere. Mr. Hiremath er social entreprenør fra Indien og begge sidder i mit advisory board.

Blandt vores kunder er hummel, Gourmensch og Savvaerket.

Pludselig kom muligheden for at være med til at starte et professionelt og privatejet simracing-team. Danmarks første og det ene af de to første i verden.
Siden januar 2018 har jeg været medejer og direktør for Burst Esport og i 2020 er vi verdensmestre.

De andre ejere tæller Claudio Amdisen, Martin Jørgensen, Jesper N. Pedersen og Niels Møller. 
Igen er jeg med til at sikre, at vi ligeledes gør en stærk social forskel gennem CSR-aktiviteter.